19.03.12

Mandag (996).

Morgenvægt:
61,7 kg. 

Træning 1:
15,3 km / 39.42 min. MTB/cykling á 23,2 km/t.
Cyklede alene. En stille og rolig landevejstur i jævnt tempo.

Træning 2:
7,1 km á 5.10 min/km.
Løb med Anne Mette Kleis-Kristoffersen. En stille og rolig restitutionstur rundt om Søndersø m.m. i jævnt tempo.

Mit højre underben gør stadig nas idag. Lige en tand for træls .... men dog ikke værre, end når det tidligere har været værst. Så jeg håber/gætter på, det ser lysere ud om et par dage - som det plejer :-)

Med dagen idag startede i øvrigt 4 ugers nedtrapning frem til Rotterdam. Herfra er der med sikkerhed ikke mere, jeg/man kan gøre for at blive bedre, men fortsat rige muligheder for at nå at begå fejl, jeg/man bliver dårligere af. Et rart sted at stå, for her er automatpiloten i et vist omfang klar til at tage over for en stund og gennemføre tidligere velafprøvede rutiner og træningsmodeller, som jeg er tryg ved og tror på. 

Helt konkret kommer mine sidste 4 uger rent løbe-mængdemæssigt til at lyde som følger: 105 km i indeværende uge, 85 km i trediesidste uge, 65-70 km i næstsidste uge og 42 km i den sidste uge på de første 6 dage før marathonløbet. 

Indholdsmæssigt mangler jeg endnu to langture på h.h.v. 30 km og 25 km, og så kommer den resterende kvalitet til at bestå af yderligere én trænings-konkurrence (10 km Danisco Cup den 29/3) samt 2 eller 3 gange små intervaller á la 5*400 meter + 2-3* 1.000 meter.

Cykling, som jeg nu har suppleret med i godt og vel 4 uger, fortsætter jeg med endnu 2 uger, men skærer herefter bort igen de sidste 10-14 dage for at slippe af med den lidt mere runde/bløde/tunge fornemmelse, jeg altid har under løb, når jeg cykeltræner ved siden af, sådan at spændstigheden i afsæt og hele løbe-set-up'et igen bliver optimal.

Styrketræning skal ligeledes skæres bort til sidst. Ca. en uge før løbet bliver det nok.

Og efter dén recept skulle den gerne være der! :-)  Jeg er rigtig godt tilfreds med den træning, jeg har fået i bogen, og glæder mig efterhånden bare til at komme igang. Bli'r rart at få bevist, såvel overfor mig selv som andre, hvad resultatet af alle anstrengelserne kan blive til. Hvor langt under de 2:30 det hele rækker, forståes ;-)

27 dage igen...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar