10.05.12 (1)

Kære bloglæsere.

Efter Rotterdam Marathon d. 15/4 meldte jeg ud, at jeg ville tænke mig godt om, inden jeg kom med mine evt. konklusioner og efterrationalisering ovenpå løbet og processen frem til.

Jeg er nu nået dertil, hvor jeg er rimelig sikker på, at det jeg tænker og føler om min løbemæssige fremtid, nu også ér det, jeg tænker og føler :-)

Og konklusionen skal ikke blive (alt for) lang og forblommet:

Jeg har taget stilling til, at jeg udefra betragtet er rigtig godt tilfreds med, at jeg trods alt kunne løbe 2:32.32 på en marathon efter at være vendt tilbage ovenpå først 7-8 års stort set total fravær fra sporten på det mere intensive plan efterfulgt af 2-3 år på nuværende niveau. Mit resultat var lige præcis 14 minutter langsommere end min PR fra år 2000, og i tilslutning hertil har jeg – objektivt set - mindet mig selv om, at jeg i dag er 46 år mod dengang 34 år, at jeg i år 2000 havde trænet med kontinuerlig god mængde i 10-12 år mod nu kun ca. 3 år (siden min tilbagevenden til mere fast træning i 2009), samt at jeg dengang – ikke mindst – i mine tungeste perioder trænede 180-220 km/uge mod nu kun ganske beskedne 100-120 km/uge. Og i bund og grund kunne det vel på den baggrund ikke blive ret meget bedre. Men subjektivt og indefra er jeg ikke tilfreds. Jeg troede jo vitterlig på, at jeg kunne løbe under de 2:30. Og jeg er også stadig overbevist om, at jeg ville kunne have en rigtig god chance for at gøre det på et senere tidspunkt, efter lidt mere træning og under andre vejrmæssige betingelser. Men jeg gjorde det ikke. Og derfor er jeg ærgerlig og ikke rigtig tilfreds.

Hvad så nu? Er der der så mange, der har spurgt. Hvad bliver det næste mål? Hvornår prøver jeg igen? For jeg skal og må da prøve igen! 

Mange har forsøgt at motivere mig med den ene eller anden form for argumentation eller logik. Men svaret bliver, at der ér ikke noget næste mål. At der ikke bliver noget nyt forsøg. Jeg fortsætter ikke jagten på at nå de 2:30. For det er ganske enkelt ikke dét, mit (løbe-)liv skal handle om. Jeg hár – hvad mange måske lige glemmer i farten – allerede én gang levet et helt liv, hvor alting gennem 10-14 år handlede om at forfølge mine sportslige ambitioner og nå de yderste grænser for min fysiske formåen. Det vil ikke give mening for mig at give mig i kast med dét igen. Jeg gjorde det i knap et halvt år nu her. Men mærker også, at det kræver, at man giver sig til at omprioritere sin hverdag i mere omfattende grad. Samt at man presser sin fysik ud til (eller måske over) grænserne for, hvor meget den kan hænge sammen til. Og det har jeg ikke lyst til. Det er der ganske enkelt slet ikke værdi nok i det for mig til. For undskyld til jer mange, der endnu har et 2:30 gennembrud til gode; men så stort er det bare heller ikke - igen/næste gang, når man hár været der; både mange gange (11 gange vist = 2:18, 2:19, 2:19, 2:20, 2:21, 2:22, 2:23, 2:24, 2:26, 2:27, 2:28) og mere end godt og vel. Og derfor skal en ambition om at kunne gøre det igen ikke betyde en nedprioritering af noget som helst andet, som jeg har kært og sætter pris på at have i mit liv; det gælder både i.f.t. Anne, til Nicolai og Nadia, og til mig selv. Jeg ved i den forbindelse, at de fleste af mine mere voksne løbebekendte sagtens vil kunne forstå, hvad det er, jeg skriver. Og jeg lever med, at mange af mine noget yngre løbebekendte til gengæld vil døje en del med at kunne fatte det. Men det ville jeg sikkert heller ikke selv kunne som 20-28 årig ;-)

Naturligvis vil jeg fortsætte med at løbe og have min hyppige gang i miljøet. Denne gang føler jeg ikke behov for en retræte væk fra det hele. Dels har jeg jo Anne, som jeg hellere end gerne støtter med hendes udvikling, og så er der også min trænergerning for Anne Mette, som jeg fortsat vil finde mindst lige så stor glæde ved at udføre som hidtil. For begges vedkommende handler det om en støtte, der både drejer sig om planlægningen hjemme ved skrivebordet og om diverse deltagelse ude i marken. Herudover er der jo alt det andet, super gode selskab, som jeg har skrevet om så mange gange, og som absolut også rent socialt vil have sin meget store medvirkende årsag til, at der ingen tvivl skal være om, at jeg fortsat fremover vil dukke op til både forudsete og uforudsete træninger og løbearrangementer af alle mulige forskellige slags, hvor det skal være mig den største fornøjelse indimellem at kunne drille diverse håbefulde ungersvende, når de mindst venter det – og jeg i øvrigt har én af mine bedre dage. For slangehugget kommer, hvis jeg kan se mit snit til det ;-) Og jeg bliver stadig ved med at løbe dagligt, sådan at min formåen ikke helt svinder væk igen.

Som én af flere konsekvenser af mit valg må jeg dog leve med, at bl.a. en lidt højere vægt kommer til at betyde, at jeg fremover vil skyde knap så høj en fart. Jeg var jo kommet temmelig langt ned (61-62 kilo) her i foråret, og når man ikke lige skal være ambitiøs topløber, er det for lidt til sådan en som mig. Så efter Rotterdam har jeg derfor haft en bevidst plan om at ville tage 3-5 kilo på igen hurtigst muligt. Både for at kunne passe mit tøj lidt bedre – og ikke give Anne alt for mange blå mærker ;-)

Og med dét, skal der herefter ikke være mere hælden vand ud af ørerne. P.t. er der således pause på de målbare ambitioner på ubestemt tid. Ingen plan om noget nyt; men omvendt heller aldrig sige aldrig. Måske melder jeg mig igen om 10 år med en ny, stort opslået sub 2:40 plan. Mon ikke Kapper, Vels m.fl. er klar på en ny udfordring til den tid? Det håber og tror jeg på ;-)

Hvad så med min blog herefter? Ja, den bliver måske lidt kedeligere indimellem, i perioder hvor jeg ikke har så meget på hjerte. Jeg fortsætter imidlertid med den. Og indimellem vil der givetvis også blive skrevet begejstret om et eller andet, som motiverer og inspirerer mig. Så tjek gerne fortsat  forbi i ny og næ :-)

Stort tak i øvrigt til de rigtig mange, der har fulgt mig indtil nu. Faktisk er jeg helt overvældet af et gennemsnitligt antal daglige besøg på ca. 175, siden jeg startede bloggen midt i december. Det har været en god kilde til inspiration i.f.m. mit arbejde med det mål, som jeg næsten – men dog ikke – nåede at kunne berige jer med realisationen af :-)

K.h. Søren 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar