21.05.12 (1)

Kære bloglæsere!

Hermed en (fyldig) reportage fra DM / Copenhagen Marathon, som jeg løb i går sammen med Anne Mette Kleis-Kristoffersen. Og bemærk; idet løbet mere handlede om hende, vil det - for en gangs skyld - ikke så meget være mig selv, men mere AM, reportagen herunder tager udgangspunkt i :-)

Optakt til løbet:
Anne Mette havde en rigtig dårlig uge op til løbet. Et stærkt migræneanfald onsdag/torsdag tvang hende helt i knæ, og da jeg kørte afsted med hende fredag over middag, var hun rent ud sagt ikke mange sure sild værd. Havde kun sovet lidt og dårligt om natten, havde kvalme, dårlig mave, stadig lidt hovedpine og generel utilpashed i det hele taget. Lørdag forsvandt hovedpine og ubehag godt nok en del, men maven var stadig rigtig mærkelig og svulmede uforklarligt op, som en kvinde i 4. måned. Lettere bekymrende, omend vi mest forsøgte at slå det hen i sjov ;-(

AM's mave dagen før løbet ;-(
- - -
NB: Husk at ved at klikke på alle 
billeder kan de ses i en større version.

Søndag kl. 06:00 (Morgenmad):
Vi spiser morgenmad, og AM får kaffe + kvæler en omgang youghurt med müsli. Har det dog skidt med det hele, fordi maven stadig er voldsomt stor og urolig med en følelse af, at det netop indtagne måltid bliver siddende helt oppe i halsen.

06:30 (Spadseretur):
Vi går en tur, både for at få en fornemmelse af vejret og for måske at kunne få AM’s mave til at ”falde ned”. Der er mildt og dejligt fra morgenstunden. Lidt for mildt og dejligt faktisk. For allerede her fornemmer vi nok et forvarsel om, at det næppe bliver det helt perfekte løbevejr idag. Seneste vejrudsigt siger også sol med en temperatur, der skal stige fra ca. 14 grader ved start til 20-22 grader i mål (skyggetemperaturer). Trods en god spadseretur aftager AM’s maveproblemer ikke, og enden på det bliver derfor, at hun halvanden time før start må stikke to fingre i halsen og tømme mavesækken for sit indhold, som desværre viser sig at bestå af al føde indtaget (men aldeles ufordøjet) siden i hvert fald lørdag middag. Ganske vist rart at komme af med, men ikke særligt opløftende at tænke på, at al den gode energi, der skulle komme herfra, nu vil mangle. Samt lettere bekymrende også at frygte, hvorvidt maven overhovedet vil kunne komme i gang og optage væske undervejs på det marathonløb, vi skal i gang med lige om lidt.  

Den lækre pasta-salat fra lørdag middag + efterfølgende 
fødeindtag kastede AM desværre op igen søndag morgen :-(

08:15 (Afgang fra hotel):
Vi tjekker ud og kører planmæssigt afsted mod startområdet, hvor vi fra en rekognosceringstur dagen før ved, at det vil tage 12-15 minutter at nå frem, hvis der ikke er problemer med trafikken, hvilket der heldigvis ikke er denne morgen. Starten skal gå på Amager (Islands Brygge), og vi har derfor også valgt at bo på et hotel på øen, hvorfra vi ikke vil komme i karambolage med ruteafspærring, når vi kører til start.

08:30 (Ankomst startområde):
Vi ankommer planmæssigt og er heldige at kunne finde en p-plads til bilen kun ca. 100 meter fra starten. Den næste halve time går med at finde eliteteltet (både AM og jeg er blandt de respektive 16 seedede hos mænd/kvinder, som kan få lidt ekstra gode forhold op til start), og at få vores personlige drikkeflasker indleveret hos dem, der efterfølgende skal bringe dem ud til depoterne, som står ca. hver 4. kilometer. Alle flasker bærer en etiket med, hviket depot, de skal stå ved, og sættes i en kasse, der svarer hertil. For AM’s vedkommende har vi planlagt 600 ml. væske i timen med 7% sukkeropløsning, undtagen ved 4 og 8 km, hvor der skal drikkes rent vand. For mit vedkommende har jeg planlagt 800 ml. væske i timen efter tilsvarende model.

09:00 (Opvarmning):
For ”eliten” findes der en lille kort strækning på godt 100 meter, hvor det er muligt at varme op. Vi kan derfor følge vores sædvanlige opvarmningsmodel med i alt 5*200 meter fordelt over 20-25 minutter. Her er der også god lejlighed til at få hilst på en masse af de andre gode løbere, som vi kender, og som lige nu løber nøjagtig lige så spændte rundt som vi. AM er ikke særligt opløftet, og jeg må tilstå, at for en gangs skyld er jeg også en smule i tvivl på hendes vegne. Jeg er bestemt ikke tilpas med tanken om, at hendes mave og optagelse af vand/føde ikke har fungeret de sidste 24-48 timer og evt. stadig ikke vil gøre det. Foreslået, at vi skal moderere tidsplanen en anelse af den grund, holder AM dog fast i, at det skal vi ikke. Målt på rent objektive kriterier vil AM’s reelle marathon-formåen formodentlig ligge i omegnen af 2:52 p.t., og vi vil derfor lægge ud i 4.05 min/km og se, hvor længe vi kan være heldige, at der går, inden den varme, vi ved fra vejrudsigt m.m., der vil komme op ad dagen, vil slå igennem og koste på tiden. 

Tre viborgensere klar til start :-)
Tak til fotograf Kim Gudmand.

09:29.31 (Start):
Både AM og jeg står stort set perfekt placeret i forreste række, da starten går. I DM-mæssig sammenhæng opereres kun med bruttotider, så det er om ikke at sætte flere sekunder til brutto/netto end højst nødvendigt. Solen skinner fra en næsten skyfri himmel, og allerede mens vi står i startblokken, kan man mærke, at den bliver rigtig slem idag. Starten går fint og planmæssigt, og der er straks tilstrækkelig  fri bane og ingen generende trængsel. Fedt; så’ det bare derudad…

Starten er gået...

09:49.52 (5k):
Vi løber de første 5 km på 20.21 (4.04,2 min/km) efter at have haft 3.49 på den første kilometer, hvis skiltet ellers stod rigtigt (hvad jeg dog ikke er sikker på, det gjorde). Det er sådan set gået fint med at komme i gang med løb og rytme, selv om der allerede nu ikke er nogen tvivl tilbage; det bliver rigtig hot. Sveden løber ned ad mit ansigt, min klubtrøje er allerede gennemblødt, og når jeg ser mig omkring, er det samme billede, der tegner sig hos de fleste medløbere. Ved første vædskedepot har vi fået vores drikke problemfrit, men desværre må AM konstatere, at arrangørerne har kørt de forkerte flasker ud til dette depot, for hun får den flaske, hun skulle have ved 28 km (incl. sukkerkoncentration) i stedet for rent vand, der var planlagt i flasken til første depot. Ærgerligt, når sådan noget glipper!

AM ligger på dette tidspunkt nr. 200 i det samlede mænd/kvinder felt og nr. 14 blandt kvinder.

Få hundrede meter inde i løbet...

10:10.19 (10k):
Vi løber de næste 5 km på 20.27 (4.05,4 min/km) og har 40.48 ved 10 km (4.04,8 min/km). Det kører stadig ok, men problemerne med vandflaskerne fortsætter. Flere af depoterne på ruten skal bruges to gange, fordi ruten går samme vej forbi senere igen, men hjælperne har stillet alle flasker op på bordene med det samme. D.v.s., at når løberne skal tage sin flaske, er der to éns at vælge mellem, hvilket jo ikke dur, når/hvis man har planlagt, at de ikke har samme indhold afhængig af, hvor langt ude på turen, man skal have det. Det må de gøre bedre næste gang! Der er jo ikke tid til at stoppe op og læse på etiketten hver gang… 

AM har her ladet sig overhale af 3 løbere og ligger nu nr. 203 i feltet / stadig nr. 14 blandt kvinder.

10:30.43 (15k):
Vi løber de næste 5 km på 20.22 (4.04,4 min/km og har 1:01.10 ved 15 km (4.04,7 min/km). Vi holder fin rytme og befinder os forrest i en temmelig stor gruppe, der for det meste trækkes af en kenyaner/afrikaner af en slags og undertegnede. Jeg bemærker, at AM puster lidt mere, end jeg ville forvente, og når jeg ser på hende, virker hun ikke helt frisk i sit udtryk. Rent løbemæssigt synes hun dog i kontrol. Hendes løb ser spændstigt ud, og hun holder sig hele tiden til lige ved siden af eller bag mig uden at vige.

AM har her overhalet 6 løbere og ligger nu nr. 197 i feltet / stadig nr. 14 blandt kvinder.

Gruppen med "kenyaner" og mig som trækdyr
- her ved 16 km
Tak til fotograf Thomas Skytte fra Løbesiden.dk

10:51.14 (20k):
Vi løber de  næste 5 km på 20.31 (4.06,2 min/km og har 1:21.41 ved 20 km (4.05,1 min/km). Vi holder stadig farten helt planmæssigt og ligger fortsat i en rigtig fin stor gruppe. AM fortæller dog efterfølgende, at hun allerede her følte sig temmelig slatten, og at maven var begyndt at spænde op og gøre store knuder.

AM har her overhalet yderligere 16 løbere og ligger nu nr. 183 i feltet / nr. 11 blandt kvinder.

11:12.20 (25k):
Vi løber de næste 5 km på 21.05 (4.13,0 min/km) og har h.h.v. 1:26.07 halvvejs og 1:42.46 ved 25 km (4.06,6 min/km). Undervejs på disse 5 km har AM desværre måttet ind at sidde godt et halvt minuts penge med ”Alt for Damerne”, men har det efterfølgende bedre med maven og er tempomæssigt kommet fint i gang igen med samme min/km som før det lille afbræk. Mod slutningen af disse 5 km træffer jeg dog et valg på hendes vegne om, at vi bliver nødt til at regulere tempoet ned, inden vi selv mister styringen. Solen og varmen er slem, og vi kan se på mange løbere omkring os, at det allerede er begyndt at koste rigtig dyrt. Jeg vil skønne, at temperaturen på nuværende tidspunkt ér nået over de 20 grader (i skyggen), og at det i solen er meget mere. Vi løber på dette tidspunkt forbi Nyhavn, og der ses en del bare maver blandt publikum. Også AM lider tydeligt, og hvis vi skal tro på den force, hun sædvanligvis udviser, når det gælder om aldrig at give op og forblive i kontrol, selv når det er aller sværest, så er det nødvendigt at være kloge, før det er for sent.

AM har her overhalet yderligere 19 løbere og ligger nu nr. 164 i feltet / nr. 10 blandt kvinder.

11:33.29 (30k):
Vi løber de næste 5 km på 21.09 (4.13,8 min/km) og har 2:03.55 ved 30 km (4.07,8 min/km). Vi har reguleret tempoet ca. 10 sekunder ned pr. km og har måttet sige farvel til 6-8 stykker fra vores fine gruppe incl. en herreløber i en grøn singlet, som da han passerer mig, tørt konstaterer, at ”Hun er ved at gå kold”. Det føles hårdt nu, solen stikker fra en skyfri himmel, og det er lummert. AM lider meget og er helt fjern i blikket. Men objektivt set glider det stadig, for vi overhales ikke af nogle bagfra og bliver stadig ved med selv at rykke frem i rækkerne. Ved 30 km gør jeg status i håb om at kunne motivere AM til at fortsætte med at kæmpe alt, hvad hun kan  => Jeg fortæller, at vi er 2.31 minutter foran den tid, vi havde ved 30k i Berlin (AM’s PR-løb sidste efterår). Altså ligger vi til en tid på 2:56.50, hvis vi kan holde samme tempo hjem som dengang. Trods varmen løber vi faktisk endda stadig et par sekunder hurtigere pr. km. end på samme tidspunkt dernede, så det virker måske realistisk at kunne gøre det, selv om der ikke er nogen tvivl om, at AM ser mere smadret ud nu, end hun gjorde samme sted i Berlin. Til lidt positiv adspredelse har vi haft det held ved 29 km at kunne samle  ”Jern-Henrik” fra Herning op, og han slår herefter følge med os :-)

AM har her overhalet yderligere 21 løber og ligger nu nr. 143 i feltet / nr. 10 blandt kvinder.

11:55.03 (35k):
Vi løber de næste 5 km på 21.34 (4.18,8 min/km) og har 2:25.29 ved 35 km (4.09,4 min/km). I Berlin løb vi disse 5 km på 21.37, så vi har øget med yderligere 3 sekunder. I praksis har vi faktisk løbet 3-4 sekunder hurtigere pr. km, men AM tabte en flaske og havde brug for lidt mere vand / ekstra tid ved et depot, så der røg desværre det meste af det, vi havde sparet op.

AM har her overhalet yderligere 15 løbere og ligger nu nr. 128 i feltet / nr. 9 blandt kvinder.

12:16.52 (40k):
Vi løber de næste 5 km på 21.49 (4.21,8 min/km) og har 2:47.18 ved 40 km (4.11,0 min/km). I Berlin løb vi disse 5 km på 21.56 km, så vi kan kun være tilfredse. Jeg regner på tiderne for hver eneste kilometer og opdaterer på status for at holde fokus. AM løber som i en trance og en anden verden, men bliver helt fantastisk ved med at arbejde sig fremad, og uden om mange løbere, som på nuværende tidspunkt står næsten helt stille, heriblandt stort set alle de løbere, som stak af fra os for 8-10 kilometer siden; ikke mindst bemærket både "kenyaneren" og fyren i den grønne singlet ;-) Jern-Henrik bidrager i øvrigt på disse kilometer – trods temmelig hæs stemme – med at heppe godt, når AM ser ud til at trænge aller mest :-)

AM har her overhalet yderligere 20 løbere og ligger nu nr. 108 i feltet / nr. 7 blandt kvinder.

12:26.13 (Mål):
AM løber de sidste 2,195 km på 9.24 (4.16,9 min/km) og slutter i 2:56.42 (4.11,3 min/km). Hun har overhalet yderligere 6 løbere frem mod mål og slutter som nr. 102 i det samlede felt af mænd/kvinder. Tiden rækker til en 3. plads (DM-bronze) i aldersgruppen K35, til en 5. plads i det samlede DM blandt alle kvinder og til en 7. plads incl. de udenlandske, kvindelige deltagere. Og så er det ny PR med 2.39 minutter! Intet mindre end imponerende på en dag, hvor ikke mange andre i den øvre ende af klassementerne mig bekendt præsterede tilsvarende eller bedre. Endnu en gang kan det konstateres, at AM har en meget sjælden evne til at være sej som de bedste, selv når modgangen er aller størst. Og til at være en rigtig langsom ”siver-punktering” (skal forståes positivt), når/hvis luften trods alt begynder at forsvinde, sådan at hun aldrig taber noget på gulvet med et brag. På en dag, hvor temperaturen ved målgang er over 25 grader i høj sol, og hvor stort set alle skal ”dø” mere eller mindre, er det fedt at kunne nøjes med at dø så lidt, at man alligevel kan holde den flydende og avancere fra en placering som nr. 176 (mænd/kvinder) halvvejs til nr. 102 i mål. Der var tydeligvis mange på vores vej, som ikke klarede at kæmpe lige så godt. 

I danske kvinders top-10 forholder det sig - sådan som jeg har kunnet fremfinde det - som følger med h.h.v. de respektivt opnåede sluttider, splittider for første og anden halvdel og personlige rekorder:

Lene Hjelmsø Sluttid = 2:45.16 (1:20.14 / 1:25.02), PR = 2:41.25
Anne-Sofie Pade Hansen Sluttid = 2:49.57 (1:23.16 / 1:26.41), PR = 2:43.23
Luise Sønder Sluttid = 2:52.08 (1:22.54 / 1:29.14), PR = 2:51.08
Lone Balling Hansen Sluttid = 2:53.04 (1:22.52 / 1:30.12), PR = 2:52:04
Anne Mette Kleis-Kristoffersen Sluttid = 2:56.42 (1:26.07 / 1:30.35), PR = 2:59.21
Dorte Dahl Sluttid = 2:58.06 (1:24.18 / 1:33.48), PR = 2:55.56
Janette Dommer Sluttid = 3:01.26 (1:29.01 / 1:32.25), PR = 2.59.20
Vibeke Hansen Sluttid = 3:02:40 (1:29.58 / 1:32.42), PR = 2:56.03
Zenia Mogensen Sluttid = 3:04.36 (1:27.58 / 1:36.38), Debutant
Dorthe Christensen Sluttid = 3:04.51 (1:24.44 / 1:40.07), PR = 3:25.41

Når Anne Mettes træner/coach ser disse tider – og samtidig havde det held nok en gang at kunne følge det hele på aller tætteste hold – skal det ikke være nogen hemmelighed, at han er yderst tilfreds med sin atlet. Vi nåede stort set de målsætninger, jeg meldte ud her på bloggen lørdag. Og mon ikke, det på en dag med bedre løbevejr og uden maveproblemer m.m. kunne være blevet til bare lidt mere? ;-)

 AM og hendes træner efter løbet...

Alle mellemtider, resultater m.m. kan i øvrigt findes her:

Og en rigtig god målvideo fra 2:00.00 timer til 6:00.00 timer kan findes her. Alle løbere i mål er med. Start videoen, træk den lille skyder i bunden hen til dér, hvor du vil se => find f.eks. løberne i mål omkring 2:56.44 timer ved at starte ca. ved 56.00 min. :-)

Ruten:
Ruten i København er lige så flad som selv de aller bedste europæiske ruter i Berlin, Rotterdam, Frankfurt etc. Det er meget beskedent, hvad der er af niveauforskydning undervejs. Så det kan man ikke klage over. Til gengæld er der flere sving i København, end man helst ville ønske sig. Dog er de fleste temmelig let løbne, så det er i praksis langt fra alle, der reelt betyder noget i.f.t. helt lige veje, som nogle gange måske også kan være lidt for inerverende. MEN der er 5-6 strækninger med brosten og/eller træls fliser undervejs på ruten. Det er ikke optimalt. Og det er værre end den rute, jeg husker at have løbet i København 3 gange midt i 90’erne. Lettere uforståeligt, at man ikke har kunnet lade ruten gå gennem nogle af de mange andre gode gader, der fører samme veje hen med fin asfaltbelægning. Brosten er simpelthen noget af det værste, man kan byde en marathonløber. Og noget, som altid vil indgå med negativ vægt, når man afvejer alle faktorer i sit valg af næste marathon. For Københavns vedkommende et ærgerligt minus, når nu ellers alt andet faktisk er rigtig godt. Ja, selv publikum undervejs på ruten har international standard! Alle de halvberusede bøvehoveder fra midt i 90’erne med sine; ”Hvad løber du for?” og ”Hvem er efter jer?” kommentarer var helt væk og skiftet ud med et entusiastisk, medlevende og heppende publikum.

Vejret:

Jeg selv:
Meget speciel oplevelse for første gang at løbe dette løb igen, siden jeg i 1997 vandt Wonderful Copenhagen Marathon (som det hed dengang) og blev Dansk Mester i tiden 2:21.28. Nogle gader/steder er jo helt forandrede siden dengang, mens andre fuldstændig ligner sig selv og gav rigtig gode flash-backs :-) I 1997 havde jeg et stærkt løb med overskud, husker jeg. Igår havde jeg til gengæld et hårdt løb. Varmen ramte absolut også mig, og mine ben nåede aldrig samme følelse af lethed, som jeg f.eks. havde, da jeg løb med Gert og Kasper i Hamburg. Jeg var tungere og stivnede mere i mine muskler undervejs. Dog naturligvis med tilstrækkeligt overskud til alligevel at passe min tjans ;-) Men helt klart med en krop, der allerede fra start var lidt for træt og slidt, og som bestemt ikke fik det bedre undervejs. Hvorfor mon? ;-)

 Over stregen som vinder af
DM og WCM i 1997 :-)

Efter løbet var jeg temmelig vissen, både p.g.a. udmattelse, dehydrering og al for megen sol. Apropos sol, så var dagen i øvrigt én af dem, hvor der stadig er tydelig singlet-aftegning på overkroppen, efter man har taget trøjen af ;-)

I dag (mandag) startede også trægt, men efter en god portion havregryn og en shoppetur i gågaden med Nadia, er jeg faktisk overraskende frisk igen. Så’ det måske alligevel ikke så slemt ;-)

Next stop => Stockholm Marathon den 2. juni sammen med min kæreste, Anne :-) Forhåbentlig med lidt mildere temperaturer!

Dagens sko:
Både AM og jeg løbe i 2011 Karhu Forward Fulcrum Ride. Et fortrinligt valg til en hurtig marathon. Hurtig uden at være for tynd i mellemsålen. 

2011 Karhu Forward Fulcrum Ride i herrefarve.
- damemodellen er grøn/lilla :-)

Artikler:
Et par artikel-udpluk fra Politiken beskriver meget godt, hvad det rent vejr-mæssigt handlede om i går:

2 kommentarer:

  1. Endnu en fremragende og inspirerende beskrivelse af dagens løb.

    Jeg har gennem længere tid fuldt din blog og trods markant niveauforskel - jeg er langsommere :-), så er der en masse god tips og iagttagelser.

    Har aldrig fået sagt tak, men det er nu gjort her og så fik du også et tilråb med efter 37-38 km i går!!

    Håber du fortsætter med at skrive trods din beslutning om at drosle lidt ned på ambitionerne.

    SvarSlet
  2. Tak; både for kommentarer til min blog og tilråb i søndags :-)

    SvarSlet