Torsdag (1.349).
Kære alle!
I dag vil den interesserede cykelfan kunne læse på diverse nyhedssites, at jeg har valgt at opsige mit job som sportsdirektør for cykelholdet Christina Watches – Onfone.
Det er der primært 2 årsager til:
Den ene er den helt håndgribelige, som nævnes først; nemlig en for stor arbejdsbyrde.
I den korte tid, jeg har været i jobbet, har jeg oplevet, hvordan dét at være ene mand som sportsdirektør på et meget ambitiøst cykelhold, hvis koncept er præget af en evigt, insisterende utålmodighed i.f.t. yderligere, hastig udvikling, har krævet en 24 timers arbejdsindsats – eller i hvert fald fuldt fokus i alle døgnets vågne timer - morgen, middag og aften samt weekenden med.
Jeg har ønsket, at de opgaver, der har haft administrativ karakter, skulle være i orden, når jeg har været dén, der skulle stå inde for det. Og jeg har ønsket, at de opgaver, der har med coaching, støtte og support af vores ryttere at gøre, heraf mange unge mellem 19 og 27 år, skulle kunne gøres bedre end nogensinde før på dette hold, d.v.s. helt og ikke halvt, samt uden al for megen kvægdrivermentalitet. Men jeg har også indset, at målsætningerne herom ikke ville kunne realiseres, uden at det ville føre afsavn med sig, som jeg ikke er villig til at ofre.
Jeg har ikke villet sælge mit liv. Jeg har, som de fleste af jer ved, en kæreste/samlever, jeg har hendes to dejlige, aktive børn, jeg træner en eliteløber, jeg coacher en flok erhvervsledere, og jeg har andre familie/venner/bekendte, som jeg også gerne vil kunne se i ny og næ. Jeg er derfor nået til den erkendelse, at det aldrig vil kunne komme til at lykkes at få alting prioriteret, så det hænger sammen. Og jeg er 46 år, så selv om jeg er i [næsten] lige så god form som de fleste af vores ryttere, så ved jeg alligevel, at der er en grænse for, hvad enhver kan holde til ;-)
Den anden årsag til min opsigelse er lidt mere kontroversiel.
Der er ingen tvivl om, at man i et job som sportsdirektør for Christina Watches – Onfone vil blive identificeret med og skal kunne stå på mål for mange markante holdninger. Internt har jeg imidlertid i forskelligt omfang følt mig i opposition til den måde, hvormed vores cykelhold har ladet sig eksponere offentligt med udsagn, som ikke har været helt overensstemmende med mine værdier.
Jeg skal ikke gå i dybden med alt. Men senest har f.eks. en tidligere medarbejder/rytter på holdet, som nu er suspenderet grundet indrømmelse af et mangeårigt dopingmisbrug, i pressen udtalt, at han fortsat er stolt af sin karriere, at det var det hele værd, selv om han godt ved, at det var forkert, og at han derfor heller ikke fortryder, fordi det jo bare var sådan, betingelserne var på den tid. Eneste udtrykte ærgrelse synes umiddelbart at være i.f.t. den idømte suspension/karantæne.
Sådan en udtalelse er i min verden særdeles politisk ukorrekt. Intet kan – uanset kontekst – berettige til dopingsnyd. Man skal i den forbindelse huske, at tilgiver og retfærdiggør vi forbryderen af i går, så tilgiver og retfærdiggør vi indirekte også forbryderen af i dag. For omstændighederne kan i virkeligheden være de samme. Om 5-10 år sidder vi måske og taler om 2013. Vil vi retfærdiggøre den rytter, der evt. snyder lige her og nu, fordi det viser sig at være den eneste måde, han – trods sit fantastiske talent – kan nå helt til tops? Jeg vil ikke. Det er ganske enkelt aldrig ok.
Blandt tidens indrømmelser i cykelsporten, herunder også den meget omtalte på vores eget cykelhold, søger jeg hver gang efter at kunne få øje på angeren? Men jeg ser den ikke. Hvor er skyldfølelsen over at have været med til at inficere og sygdomsbefænge med anfægtelig adfærd i et omfang så ekstremt, at det næsten ikke kan beskrives med ord? Jeg mærker den ikke. Og jeg tænker, at er man stolt trods snyd, så har man endnu langt at gå…
I forbindelse med nævnte udtalelser har jeg ønsket, at der fra cykelholdets side blev taget afstand, eller at der blev givet et dementi. Men det ønske kunne jeg ikke få opfyldt. Og derfor har jeg måttet tage konsekvensen. Bægeret var godt fyldt. Og nu flød det over.
Det vil være de fleste bekendt, at min antidopingprofil, både ud fra et sportsligt synspunkt, et retsmæssigt/retfærdighedsmæssigt synspunkt og et sociologisk synspunkt altid har været kendt for at være nådes- og kompromisløs. Det er ikke ændret. Jeg ved derfor også, at nogle sikkert vil tænke, at jeg har været naiv. Og ja, det har jeg. Jeg troede faktisk på, at jeg ville kunne skille tingene ad og alene fokusere på den fremtid, der lå efter min tiltrædelse. Men hvor fortid blev til nutid, kunne jeg bare ikke undlade at forholde mig hertil. Jeg har derfor sat min grænse.
Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at intet af ovennævnte skal eller må tolkes, som at jeg under min tid hos Christina Watches – Onfone har været vidne til eller på anden måde fået indsigt i ting i relation til doping, som ikke har været ok. På dette punkt er politikken fra holdets ledelse knivskarp. Der ér ingen tolerance. Hverken offentligt eller internt.
Personligt ser jeg lige nu et momentum i tiden, hvor jeg vil mene, at det kán lade sig gøre at tro på en ren[-ere] fremtid i cykelsporten uden at være 110% naiv. Jeg håber og tror faktisk på, at unge ryttere anno i dag hár muligheder for en fremtid, som ikke mange unge ryttere har haft i adskillige årtier. Men det kræver, at alle er knivskarpe i spyttet på, at det ALDRIG – uanset kontekst – kan retfærdiggøres at dope og snyde!
Fortsat god dag til alle, der orkede at læse så langt :-)
