20.02.12

Mandag (968).

Morgenvægt:
63,1 kg. 

Træning 1:
30 min. motionscykel i Viborg Svømmehal = 13,8 "km" á 130-215 watt progressivt (162 snit), level 6-10, 85-90 rpm.

Træning 2:
6,1 km á 5.18 min/km.
Løb med Anne Mette. En stille og rolig tur rundt om Søndersø i jævnt tempo. 

Igår var der 8 uger til Rotterdam. Et punkt, ved hvilket jeg i gamle dage altid plejede at sige, at fra nu af er der ikke længere meget, man kan gøre for at blive bedre. Men til gengæld er der stadig rigtig god tid til, at man kan nå at gøre en hel masse, der gør én dårligere ... det være sig i form af overtræning, skade, utilstrækkelig nedtrapning etc.

Og hvad der var sandheden i gamle dage, er det såmænd nok stadig ;-) Derfor er det tid at gøre status; både over den tid, der er gået, siden jeg satte mig mit mål, og over planerne for den resterende periode. 

Igennem de seneste 14 uger har jeg konsekvent trænet i omegnen af 100-115 km/uge*. Ikke voldsomt meget taget min helt grundlæggende overbevisning om mængdetræningens betydning i betragtning. Men grundet mit bentøjs beklagelser med både det ene og andet, er det her, grænsen nødvendigvis må gå. 

Og hvad hænger jeg så hatten på, når jeg alligevel er overbevist om, at jeg kan nå mit mål trods den relativ beskedne løbemængde? Jo, det gør jeg såmænd på følgende fire overordnede faktorer:
  1. Min erfaring, min ro, min evne til at disponere bedre end nogensinde, min viden om, hvad kroppen kan tåle og udholde til trods for, at den skriger af smerte, og min vilje til at ville...
  2. De sidste år af min aktive(-ste) "løbekarriere" trænede jeg rigtig meget og satte mange kilometer "i banken". Alle disse kilometer kaster til trods for, at det er ved at være mange år siden, stadig både fysisk og mentalt renter (og rentes-renter) af sig, som jeg nyder godt af, når tanken ellers ville løbe tør for andre med samme nuværende træningsmængde som jeg. 
  3. Jeg har været utrolig flittig med diverse styrketræning (+ periodevis cykling) igennem nu snart trekvart år. Det var jeg aldrig i gamle dage, så det er simpelthen en helt ny situation / kondition, som jeg venter mig et mærkbart, positivt afkast af. 
  4. Min vægt ender med at lande rigtig fornuftigt. I gamle dage lå jeg på 61-62 kg, når jeg var skarpest. Og efter nogle år, hvor jeg må have styrket min krop ganske betragtelig ved at bære rundt på 75-82 kg ;-) ender jeg med at nå ned på i hvert fald 63 kg igen, inden det gælder. Det vil jeg i givet fald være ualmindelig godt tilfreds med. Og hente stor selvtillid i... 
For de resterende 8 uger, som nu er tilbage, er planen rent kilometermæssigt, at jeg de næste 5 uger løber meget tæt på 100 km/uge, suppleret af lidt cykling og min styrketræning; og herefter vil den komme til at stå på nedtrapning med h.h.v. 80%, 65% og 50% af gennemsnitlig mængde de sidste 3 uger inden løbet. 

Rent konkurrencemæssigt tror jeg ikke, der bliver tale om nogle løb, hvor jeg kommer til at give mig fuldt ud. Jeg har ikke behov for at præstere / bevise noget overfor mig selv, og jeg tror så meget på min model og min træning, at jeg kan overbevise mig selv alene herved. Herudover har jeg altid troet på, at man skal spare noget "sult" op den sidste tid, så man både i hoved og krop har alle ressourcer klar til at fyre kanonen af, når det gælder. 

Formodentlig bliver der dog tale om endnu en træningskonkurrence eller to inden Rotterdam. Bl.a. kunne en ½ marathon i marathontempo være interessant at finde lejlighed til. Eventuelt 18. marts i Århus, men vejret skal i givet fald være tip-top, ellers bliver målsætningen nok lidt langsommere end marathontempo. Igen fordi, jeg ikke ønsker at presse citronen for hårdt, før det gælder...

Kvalitetstræningsmæssig i øvrigt kommer den som hidtil til at stå på ca. én gang i ugen, og højst sandsynligt med en semi-hård sammensætning af både små tempoture i marathontempo og lidt hurtigere tillægs-intervaller. Det tror jeg på, er lige hvad jeg har brug for :-)

*Min træningsmængde de sidste 14 uger har fordelt sig som følger:

Uge Km
7 102,5
6 118,4
5 115,4
4 107,6
3 101,0
2 115,2
1 109,4
52 100,4
51 100,6
50 110,2
49 111,8
48 100,8
47 102,4
46 100,4

107 km/uge i snit.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar