LØBECOACH:SR: 07.06.12 (1)

Kære bloglæser!

I lørdags (d. 02.06.12) løb jeg - som de fleste bekendt - Stockholm Marathon sammen med min kæreste, Anne, som jeg skulle prøve at hjælpe med pace til en ny PR.

Anne i én af lufthavnene på vej til

Stockholm. Lidt spændt og beklemt,

men bevidst om, der skal Carbo-loades!

Det korte referat var jo, som jeg skrev det her på bloggen lige efter løbet:

”Løb Stockholm Marathon sammen med Anne. Det absolut koldeste marathon, jeg nogensinde har løbet, og det koldeste nogensinde i Stockholm Marathons historie (den hidtidige rekord var 7 grader i 1987). Kun 3 grader var der ved start, stigende til 4 grader til slut, regnvejr og 10-18 sekundmeters blæst. Vi frøs..... vi frøs virkelig..... rystede af kulde og kunne næsten ikke se hjem, hverken på de sidste kilometer af løbet, eller efterfølgende da vi skulle hjem til hotellet..... føj, føj, føj..... Men alligevel en lille PR på 1.11 minut til Anne. Så flot :-) Og jeg er selvsagt rigtig stolt af hende :-)”

Det lidt længere referat følger herunder ;-)

(NB: Husk som altid, at alle billeder kan ses i en større version ved at klikke på dem.)

På dagen / før løbet:

Løbet starter først kl. 12.00, så vi behøver ikke at stå op før ved 8-tiden. Luksus; det kan man ikke klage over ;-) Og morgenmaden ej heller. Den får vi naturligvis på hotellet. Let og ligetil. Men det er så næsten også det eneste, der sådan rigtig er helt , som vi kunne ønske os det. For ud af vinduet ses tydeligt, at vejrudsigterne de sidste par dage desværre ikke har taget fejl. Det regner. Det er koldt. Det blæser. Og vi må indstille os på, at det bliver ikke anderledes. Altså er det kun at indrette sig så optimalt på forholdene, som det er muligt. Og påklædning er naturligvis noget af det første, man skal tænke på så. I erkendelse af, at ingen af os havde fået pakket vores tasker godt nok til forholdene, havde vi dagen før været ude at købe en bedre langærmet trøje til Anne + også et par fingerhandsker til hende. På daværende tidspunkt tænkte jeg stadig, at jeg selv havde, hvad jeg skulle bruge, men her fra morgenstunden indser jeg, at det bliver bare endnu værre, end vi havde forestillet os. Jeg går derfor ned til en nærliggende butik (Naturkompagniet), og står udenfor og venter lige før kl. 10.00 for at se på mere tøj. Finder et par ekstra tykke Windstopper handsker og en fin Gore vest. Og mens, jeg står der, vælter det faktisk ind i butikken med mange flere, som også skal ud at løbe og ligeledes har erkendt, at de mangler tøj. Næsten helt komisk :-) Nå, men tilbage på hotellet. Op og snakke hele dagens plan igennem; herunder at vi bestemmer os for at være ligeglade med, at arrangørerne skriver, at poserne med omklædningstøj skal være afleveret senest kl. 11.00. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. Så skulle man stå i en time i kun sit mindste tøj, inden starten gik. Utænkeligt! Vi bestemmer os i stedet for at blive på hotellet helt frem til kl. 11.00 og så gå de 20-25 minutter op til startområdet med så meget ekstra tøj + plasticovertræk ud over os som muligt. En plan, der heldigvis fungerer fint. Til slut står vi inde i et lille telt sammen med hundredevis af andre løbere, og går så først ud i regnen igen kl. 11.40 for at aflevere tøj. Tættere på tør vi trods alt ikke vente. Og derfra videre op til vores startgruppe. Heldigvis uden stress. Klokken er, hvad den skal være.

Regn, regn, regn.... - her knipset ud af vinduet fra

bussen på vej fra lufthavnen, den dag vi ankom....

Vi har desværre ikke fotograferet så meget på selve

løbsdagen. Havde for kolde fingre, og alt var vådt!

Start:

Vi éntrerer startblokken ca. ved. 11.45 tiden. Der er heldigvis så god plads ude i den ene side langs nogle toiletter, at det kan lade sig gøre at smålunte en lille smule frem og tilbage. Opvarmning får pludselig en helt ny betydning, for efter at vi har smidt det yderste lag overtrækstøj i skiftezonen, er det om muligt bare endnu mere pivkoldt at stå stille der i kulde, regn og blæst og vente på, at starten skal gå. Så ret beset handler opvarmningen ikke om at blive varm, men bare om at undgå at blive endnu stivere af kulde de sidste minutter. Annes racepåklædning er korte tights (hun insisterede) med olieindsmurte ben, så regnen kan prelle bedst muligt af, en langærmet trøje og endnu en løbetrøje + top indenunder. Og så et par tynde fingerhandsker. Mit outfit består i lange tights, en langærmet svedundertrøje, en tykkere langærmet trøje udover og så den vind- og vandtætte Gore vest, jeg netop havde indkøbt. Ja, og så også de nye Windstopper handsker. Det sidste minut inden start smider vi vores plasticovertræk. Folk klemmer sig sammen, og vi ryger afsted over startstregen i den sædvanlige trængsel. Dog ikke af den aller værste slags, om end det giver sine udfordringer/uro, at nogle løbere til at starte med forestiller sig, at det vil kunne lade sig gøre at springe højre og venstre uden om samtlige vandpytter de næste 42,195 km. Hvilket det selvsagt ikke kan. De, der endnu ikke har gennemblødte sko, skal nok nå at få det, uanset hvor meget de springer ;-)

Ruten, vi skal gennemløbe. Først en omgang

på 17 km, og så en omgang på 25 km...

5 km:

Vi løber de første 5 km i 24.16 (= 4.51 min/km). Tempoet er en lille smule for højt, men dels er der flere af kilometerskiltene, der er blæst omkuld, så vi ikke rigtig ser dem, dels er gps-tempoet som altid svært at stole på mellem høje bygninger, og dels går ruten nedad bakke til at starte med. Så alt i alt er det nok egentlig helt ok. Anne har det umiddelbart også fint. Der er mange løbere omkring os. Men der er ikke så meget trængsel, at det er nødvendigt at drible ud og ind mellem hinanden, som vi ellers før har oplevet det. Både tøj, handsker og sko er på nuværende tidspunkt allerede fuldstændig gennemblødt af regn og vandpytter (søer), og havde vi håbet på, at det ville have givet lidt varme i kroppen at komme i gang med at løbe, blev vi slemt skuffede. Vi fryser stadig helt ind til rygraden og har så stive/kolde fingre, at vi næsten ikke kan styre den medbragte drikkedunk.

10 km:

Vi løber de næste 5 km på 25.08 (= 5.02 min/km), og runder 10 km i 49.24 (= 4.56 min/km i alt). Vi har på dette tidspunkt været op over rutens største bakke for første gang. "Västerbron", hvor vi kommer helt nede fra 0 meters højde og stiger ca. 35 meter over en kilometers penge. Oppe på broen er der absolut ingen læ, det blæser lige ind i hovedet på os, og alle løber halvt på skrå for at komme fremad. Efter toppen går det heldigvis næsten tilsvarende nedad, men det er dog kun muligt at hente ca. det halve af den tid tilbage, man mistede opad. Undervejs på disse kilometer har det slået mig, at mine tights er helt gennemblødte. Både vand fra overkroppen, som siver nedad, og regn, der er slået direkte ind på benene, har gjort, at jeg føler, at det hele løber nedad mig i stride strømme. Særligt mit venstre ben føles vådt, hvilket jeg tillægger, at vinden og regnen er kommet ind fra venstre over en pæn lang strækning. En kilometer senere, da jeg vil drikke en tår af den medbragte dunk, opdager jeg dog, at jeg har glemt at lukke tutten, og flasken er næsten tom. Jeg har altså hældt det meste af en kvart liter ned ad mig selv, men uden at opdage det, fordi der i forvejen var så meget andet regn/vand ;-) Anne har det stadig fint, og vores overordnede plan holder næsten perfekt. Det var også indregnet helt fra start, at den lange bro kunne koste 20-25 sekunder pr. omgang.

15 km:

Vi løber de næste 5 km på 24.44 (= 4.57 min/km), og runder 15 km i 1:14.08 (= 4.57 min/km i alt). Varme har vi stadig ikke meget af i kroppen, men for en kort tid oplever vi begge, at blodet har fundet vej tilbage til vores fingre, som derfor ikke er helt så stive/kolde længere. Det skyldes nok, at vi løber lidt i medvind samt inde mellem nogle høje bygninger, hvor chill-faktoren ikke er så høj. På denne strækning tænker jeg også et kort øjeblik, at måske kan det alligevel ende med at blive en fair god dag. Vi holder jo det aftalte tempo, og der er intet umiddelbart at mærke på Anne, som virker okay overskudsagtig, løber i en god rytme og får passet sit vædskeindtag trods manglende tørst og kolde fingre.

20 km:

Vi løber de næste 5 km på 24.35 (= 4.55 min/km), og runder 20 km i 1:38.43 (= 4.56 min/km i alt). Vinden rammer os med fornyet styrke, da vi for en stund forlader den bymæssige bebyggelse og løber ud mod Djurgården (grønt naturområde/ø udenfor byen). Sammen med regnen nedkøler det os straks yderligere, og ”varmen”, som vi for et øjeblik havde fået i fingrene, forsvinder hurtigt igen. Ligeledes svinder også meget af min tro på et helt optimalt slutresultat hurtigt igen på dette stræk. Selv om vi stadig holder tempoet, bliver jeg bevidst om, at vi endnu end ikke er halvvejs, og at det kræver utroligt mange kræfter både at opretholde tempo og et minimum af kropsvarme. Faktisk kan jeg allerede selv mærke heromkring, at det også vil blive en hård tur for mig.

Djurgården - et skønt naturområde uden for byen,

dog med en hel del små, stejle rullebakker, som

trækker tænder ud af trætte, kolde marathonben ;-)

25 km:

Vi løber de næste 5 km på 25.13 (=5.03 min/km), og runder halvmarathon i 1:44.08 og 25 km i 2:03.56 (= 4.57 min/km i alt). Stadig holder vi sådan set tempo, men turen ud gennem Djurgården er barsk. Dels har der været nogle meget åbne strækninger, hvor vinden har været voldsom. Når man ser på det publikum, der havde samlet sig omkring halvmarathon, og som står med grotesk meget tøj på og paraplyer, som vinden rusker i og får til at vende modsat, bliver man også kun selv endnu mere opmærksom på, at forholdene ikke er helt normale. Omkring os blandt løberne begynder det også at blive tydeligt, at vejret kræver mandefald. Mange er allerede gået ned i tempo på dette tidspunkt, og der er faktisk endnu mere uro i feltet frem- og tilbagmæssigt, end vi er vant til allerede her. Vi overhaler mange. Men overhales også selv.

30 km:

Vi løber de næste 5 km på 24.58 (= 5.00 min/km), og runder 30 km i 2:28.54 (= 4.58 min/km i alt). ”Er du presset?”, spurgte jeg Anne omkring de 28 km, hvor hun for 2. gang var faldet et par meter bagud fra mit tempo. Og jeg får desværre et ”Ja” retur, som der ikke er nogen tvivl om betydningen af. Overskuddet er forsvundet, trætheden har meldt sin ankomst, og kulden skærer gennem marv og ben. Fra nu af kunne vi begge rigtig godt have tænkt os, at vi havde gjort som mange andre; nemlig at have beholdt det store plasticovertæk på, som vi havde over os lige frem til start, men smed i vejsiden lige som de fleste andre. Jeg har aldrig set folk løbe med dette overtræk hele vejen før. Men i dag er der ingen tvivl om, at dem, der gør det (og det er en del), har været de klogeste. Ved 30 km regner jeg på tiden og fortæller Anne, at vi dog er 6 minutter og 40 sekunder hurtigere dér, end vi var i Frankfurt sidste efterår, så der er noget at give af i.f.t. en ny PR. Men jeg mærker også, at det herfra næppe kommer til at gå til den gode side. Ingen tvivl om, at i takt med, at vi skifter endnu mere over på fedtforbrænding, kommer vi om muligt til at fryse endnu mere, end vi allerede har gjort længe. Vi er gennemblødte, temperaturen er fortsat den samme, og det blæser en pelikan. Føj-føj-føj…

Det rigtige valg - man skulle have beholdt

sit plasticovertræk på hele vejen...

35 km:

Vi løber de næste 5 km på 26.52 (= 5.22 min/km), og runder 35 km i 2:55.46 (= 5.01 min/km i alt). Det handler kun om damage controle nu. Anne har ikke kræfter til længere at holde tidsplanen, og det er en kamp bare at holde sig løbende. Vi overhales af en del bagfra. Men vi overhaler også stadig en masse, som er gået meget mere ned end os. Det er vist nogenlunde 50/50, sådan at vi reelt holder vores placeringer i klassementet. Og vandpytterne, som er de rene søer visse steder, er vi for længst ligeglade med. Vi løber bare lige igennem. Det er ikke muligt at blive mere våde, end vi er i forvejen. Også den lange bro med stigning fra 0-35 meters højde lykkes det os også at få forceret nok en gang. Men det går knap så let som første gang. Og på den anden side, hvor det går nedad igen, er det ikke rigtig muligt at vinde mere fart tilbage. Det går desværre kun én vej; stille og roligt langsommere og langsommere. Ved 35 er vores forspring til Frankfurt skrumpet til 5.20 minutter, og Anne får lidt vædske for sidste gang. Faktisk en kamp i sig selv, for hendes fingre er så kolde, at hun selv ved at holde på flasken med to hænder næsten ikke kan styre at få den op til munden og klemme lidt energidrik ud af den. Og dog; det lykkes heldigvis lige…

40 km:

Vi løber de næste 5 km på 28.05 (= 5.37 min/km), og runder 40 km i 3:23.51 (= 5.06 min/km i alt). Det er nu ren overlevelse. Der er ingen fart tilbage i Annes ben. Og næsten heller ikke i mine. Efter mine (adskillige) tissepauser er det faktisk lige før, jeg ikke kan løbe hende op igen. Jeg må erkende, at jeg også er stærkt afkræftet af kulden og faktisk kæmper min egen kamp for at bevare lidt overskud, så jeg kan blive ved med at yde støtte også på de aller sidste kilometer. Minut for minut strider vi os videre, og Anne beviser, at hun trods modgang og tempofald ikke helt har mistet fight og vilje til at kæmpe imod trangen til bare at stoppe op. Vi er så kolde, og det er så fristende bare at sige, ”nu gider jeg ikke mere”. Særligt lige før 40 km, hvor vi løber forbi det punkt på ruten, der ligger tættest ved vores hotel. Tættest på varme lokaler, dyne og bad… Men vi kæmper os forbi, selv om vi kan konstatere, at vores forspring til Frankfurt er mindsket drastisk, så det nu kun er på 2.45 minutter! Jeg regner dog på tiden og ved, at hvis ikke der sker noget helt slemt, ér det heldigvis nok til, at det fortsat vil blive til en lille PR i mål.

Mål + hjem til hotellet:

Vi løber de sidste 2,195 km på 12.49 (= 5.50 min/km), og løber i mål i 3:36.40 (= 5.08 min/km i alt). Det blév til ny PR for Anne! Kanon! Dog ”kun” med 1.11 minut. Men under helt ekstreme betingelser. Og efter en helt utrolig kamp over de sidste 12,195 km fra 30 og hjem, hvor der rent ud sagt kun var tom tank, og både hun og jeg i bogstaveligste forstand rystede af kulde. Ja, for det gjorde vi. Rent ud sagt. Rystede af kulde, så man tror, det er løgn. Efter passage af målstregen og modtagelse af medalje var jeg derfor også meget bevidst om, at der ikke var tid at spilde, hvis vi skulle ”overleve”. Jeg jagede med Anne, som mest af alt havde lyst til bare at sætte sig ned og være ligeglad. Fremad! Videre! Ud af stadion! Og med en plan om, at når vi kom ud, skulle hun straks begynde at gå den korteste vej mod hotellet (1,4 km), mens jeg skulle hente vores poser med tøj, hvilket var først 500 meter i den ”gale” retning og så naturligvis retur igen. Inden da var vi dog heldige at finde et lille toilet med lidt varme på, hvor jeg så trak af det meste af det (våde) tøj, jeg havde på overkroppen, så Anne kunne få det udenpå dét, hun i forvejen selv havde. Og herefter ingen tvivl at spilde, for kulden ville jo også være der de sidste 20 minutters gang hjem. Så ud på gaden, til højre med hende og til venstre for mig! En god plan, tænkte jeg selv. Men en plan, der simpelthen bare var for kold for Anne! Så da jeg – efter at have hentet vores tøj – var på vej hjem mod hotellet i rask trav/løb, hørte jeg allerede 3-400 meter længere fremme fra det punkt, jeg havde sendt Anne afsted, et spagt; ”Søren”! Og der stod hun så; stærkt nedkølet og rystende udenfor et lille pizzaria. Ganske enkelt for frysende til at kunne gå et eneste skridt mere. Nå, men stadig ingen tid at spilde, så op med døren og ind på pizzariet, hvor vi midt på gulvet mellem spisende gæster, langsomt og besværligt, begge rystende af kulde, til sidst lykkedes med at få hende trukket i lidt mere af det tørre tøj, vi havde i poserne. Stor forståelse og anerkendelse fra de omkringsiddende gæster. Og en vis moro, da en tjener troppede op og uden at ænse vores jammerlige tilstand spurgte, om vi havde bestilt bord?! ;-) Det havde vi jo ikke. Men heldigvis kunne vi da få lov at gøre os færdige. Bagefter ud på gaden igen, og stadig en kilometer hjem. Pivkoldt. Og ben, der næsten ikke ville flytte sig. Videre, videre, videre, jagede jeg med hende. Der er kun én vej. Fremad. Lige om lidt, så er vi der. Og til sidst. Endelig. Rundt om et hjørne. Og så kunne vi se døren ind til hotellet. Bare dér op. Og ind. Så ville der være stuetemperatur. Og vi var reddet :-) Helt fantastisk følelse at tage de sidste skridt ind gennem lobbyen, frem til elevatoren, ind på værelset og ud på badeværelset under den varme bruser. Vi overlevede ;-)

Man løber i mål på Stockholms flotte, gamle

olympiske stadion fra 1912. Her knipset, da vi

hentede vores startnumre dagen før...

Storskærm allerede i 1912 ??

Dagens officielle belønning: Medaljen!

- mere fortjent end nogensinde...

Vores egen belønning? Take away PIZZA!

- dog ikke fra dér, hvor vi klædte om ;-)

Efterrationalisering:

Ingen af os havde reelt tøj nok på. Og Anne havde i hvert fald slet ikke tøj nok på. Ikke at hun havde mindre på end så mange andre. Men til denne dag var det bare alt for lidt. Måske fint nok, hvis man bare vidste, at man kunne holde sin puls høj nok hele vejen og have let tilgængelig energi (læs: kulhydrater) nok at gøre med. Men slet ikke tilstrækkeligt på de sidste kilometer. Og så er der ingen tvivl om, at stærk nedkøling som følge heraf i den sidste ende kom til at koste adskillige minutter. For Annes form var helt klart til mere. Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at vi på en god dag var kommet meget tæt på 3:30 timer, og med en pæn god sandsynlighed endda også under. Men hvis og hvis…. Vi gjorde det ikke, og må derfor vente til næste gang, som vi netop har besluttet, skal være i Frankfurt den 28. oktober. SÅ rykker vi! Jeg glæder mig allerede, for Anne er det heldigvis altid en fornøjelse at løbe med. Ingen pyller og masser af god stædighed og fight! Sidstnævnte ikke mindst udvist i lørdags under helt groteske vilkår. At hun trods det hele alligevel formåede at løbe stærkere end nogensinde, gør mig så stolt. Og giver mig tro på, at der heldigvis er en del mere i hende endnu :-)

Links, billeder, resultater m.m.:

Annes mellemtider og slutresultat:

Vidrigt väder (modbydeligt vejr) – men löparna klarade maran bra:

Billeder af Anne:

Billeder af Søren:

Masser af andre super gode billeder, der bare siger det hele:

Blærehjørnet:

Jeg har løbet Stockholm Marathon én gang tidligere. I 2001. Mit sidste år som eliteløber. Og på mange måder et år med blandede løbemæssige oplevelser. På den positive front var, at jeg dét år både satte personlig rekord på 10.000 meter, 10 km landevej og 15 km landevej. På den negative front var, at jeg udgik af tre marathon’s, hvor jeg slet ikke kunne få det til at fungere. I Stockholm gik det dog ganske fornuftigt. Godt nok løb jeg med tiden 2:20.30 kun min 4. hurtigste marathon gennem tiderne og var ca. 2 minutter fra PR. Men alligevel regner jeg faktisk præstationen for min måske bedste på den distance nogensinde. Til løbet havde jeg medbragt en personlig pacesætter/støttepædagog i form af Jørgen Gamborg, som optimalt set skulle kunne løbe med mig helt ud til omkring de 30 km. Men desværre var Jørgen blevet syg i dagene op til løbet og døjede med slet ikke at kunne få luft. I praksis blev det derfor kun til 10 km, inden han måtte opgive at løbe yderligere. Og herefter var jeg desværre mutters alene, idet jeg/vi bevidst havde valgt at lade et meget stort førerfelt stikke afsted uden at gøre forsøg på at løbe med. Ved 10 km lå jeg således kun placeret omkring nr. 25-30 og var med tiden 32.30 min. lige præcis ét minut efter de aller forreste = en stor gruppe på ca. 15 løbere med en skøn blanding af europæere og diverse afrikanere. Fra 10-28 km løb jeg i mit eget tempo uden fast selskab af andre løbere. Halvmarathon blev rundet i ca. 1:08.50, og stille og roligt overhalede jeg hele tiden nogle af dem, der havde lagt hårdere ud. Ved 28 km blev jeg dog selv indhentet/overhalet af italieneren Giorgio Calcaterra (PR 2:13 i år 2000 og idag regerende 100 km verdensmester), som det heldigvis lykkedes mig at hægte mig på helt frem til 41,5 km, hvor han fik nogle få meter til mig på vej ind til stadion. Og over målstregen skulle det vise sig, at han og jeg faktisk havde overhalet så mange af de foranliggende løbere, at vi til slut endte som h.h.v. nr. 5 og 6. For mit vedkommende ”kun” 1.39 minut efter vinderen. Og absolut tilfredsstillende. Som nævnt ovenfor, er Stockholm nemlig ikke nogen nem rute. Det meste af tiden går det enten lidt op eller lidt ned, og så er der diverse helt små, stejle bakker + særligt én stor, som man skal opad to gange. Bestemt ikke den første rute, man ville tænke på, hvis man søgte et hurtigt løb, hvilket jeg også fik bekræftet igen i lørdags sammen med Anne. Men på en god dag kan meget naturligvis lade sig gøre. Og den dag i 2001 havde jeg heldigvis en sådan. Løbet skulle i øvrigt vise sig at blive det aller sidste marathon, jeg gennemførte som eliteløber. Det vidste jeg naturligvis ikke dér. Men i dag er det heldgvis et godt minde som sådant :-)

Top 10 i 2001: